Information til henvisende læge og forældre:
Inden kontakt hertil, skal der være en henvisning fra egen læge. Herefter skal forældre ringe for aftale.
Lægen skal på henvisningshotellet placere henvisningen under praktiserende speciallæge, børne-ungdomspsykiatri, speciale 26 – og ikke under psykiatri, som kun voksen-psykiatere, har adgang til.
Det er egen læge, som beslutter, om en henvisning til en børne-ungdomspsykiater er den bedste løsning. Derfor starter en henvisning med at barnet/den unge bliver set af jeres læge. Hvis jeres læge er i tvivl, kan lægen kontakte os.
Udredning af udviklingsforstyrrelser (ADHD, autisme m.fl.) af børn sker tværfagligt, da vi vurderer barnets samlede funktionsniveau. Foruden forældres beskrivelser, skal vi have beskrivelser fra andre faggrupper, dvs. at vurdering fra pædagoger/lærere, psykolog (PPR), evt. sagsbehandler, evt. andre læger, skal være tilgængelig, inden den psykiatriske udredning for udviklingsforstyrrelser kan starte. Hvis der er problemer med det faglige / indlæring, beder vi om en beskrivelse af den hidtidige støtte i skolen, samt at der laves en kognitiv test (WISC), inden barnet henvises.
Det er skolen, som henviser til PPR.
Klinikken har ikke ansat og kan ikke henvise til psykolog. Dvs. pædagogisk og psykologisk vejledning til skolen, test og behandling skal foregå via PPR eller andre psykologer.